Hverdagen på Staby Efterskole har selvfølgelig sine rutiner, men ikke mange dage er ens. Skemaet ligger fast et semester af gangen, hvilket betyder, at man kan skifte linje- og valgfag til jul. Er man blevet glad for sine vagfag, kan man også vælge at fortsætte med et eller flere af fagene efter jul.
Alle har 40 lektioners undervisning pr. uge. Heraf er der mellem 8-12 lektioner, som du selv sammensætter som elev. De boglige timer ligger for det meste først på dagen, mens linje- og valgfag ligger sidst på dagen. 10Fredag for 10. kl. er placeret om fredagen med 6 lektioner.
Før skoledagen starter, har du været ude på en frisk morgenløbetur, ryddet lidt op på værelset, du har fået en lækker morgenbuffet og har været samlet i foredragssalen med morgensang, fadervor og nyheder. Efter timerne har alle et rengøringsområde, som man har ansvaret for, og i løbet af notime skinner skolen som på ny.
Aftentilbuddene veksler alt afhængigt af forslag fra elever og hvilke lærere, der har tilsyn den pågældende aften. Der vil dog altid være flere udbudte aktiviteter. Du bestemmer selv, hvor aktiv du ønsker at være, men vi opfordrer altid til, at man gør brug af alle de mange muligheder, som skolen rummer. Musiklokaler, springcenter, hal, multisal, værksteder og fantastiske udendørsfaciliteter står til din disposition.
Hver aften er der placeret en studietime, hvor du kan få lidt overblik over opgaver og morgendagens lektier. Ønsker man lidt ekstra hjælp til lektierne, kan man hver aften gå i vores lektiecafé.
ET EKSEMPEL PÅ EN ALM. DAG PÅ SKOLEN | |
Morgentur | kl. 06.45 |
Morgenmad | kl. 07.15 |
Morgensang | kl. 07.45 |
Engelsk | kl. 08.00 |
Pause | kl. 09.30 |
Matematik | kl. 09.50 |
Fortælleblok | kl. 11.35 |
Middagspause | kl. 12.00 |
Gymnastik | kl. 13.30 |
Pause | kl. 15.00 |
Tilbuds-, fokusfag | kl. 15.30 |
Rengøring (på værelser/ fællesområder) | kl. 17.00 |
Aftensmad | kl. 17.30 |
Aftensamling | kl. 18.30 |
Aftenaktiviteter | kl. 18.45 |
Studietime (lektier) - lektiecafe | kl. 20.30 |
Aftenkaffe og hygge i spisesalen | kl. 21.30 |
På gangene | kl. 22.00 |
Godnat | kl. 22.30 |
Slukke lyset | kl. 22.45 |