Hvergang en sommer
igen kommer dragende,
dvælende, farende hen,
er det som kom man i dybet af dagene
hjem til sin hjemegn igen.
Ude i verden,
hvor jorden og himlene
skifter i ukendte skær,
længes man ind i sit øriges svimlende
verden af lunerigt vejr.
Åh, at forundes
og komme på luftene
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, solede, duftende
græs på en sommergrøn ø.
Her er man hjemme,
hvor strømmen og vindene,
solen og skyerne går,
midt i det nu, som er selve den rindende
tråd mellem aldre og år.
Her mellem havet
og himlen og stenene
nynner en langelig sang
samlende alt som har været, forenende
alt som skal være engang.
Stranden, den stride,
bestormet af vandene,
lægger sin vandrende ring
lukkende rundt om de varige, standende
enkle og evige ting.
Tavse, mens druehyld
løfter mod rummene
sommerens glødende bær,
glider vi ind i den skridende, summende,
susende sommer og ér.
Hvor du sætter din fod,
drysser frø af de drømme
du driver imod.
Ved de veje du finder,
vil man snart plukke minder.
Om du flyver omkring
eller står og slår rod,
bli’r der spor af din fod.
Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor
af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen’skes lykke.
Det kan føles som fnug
eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.
Vil du vugge dit skød,
går du med i en dans
som fra skabelsen lød.
Vores fremtid bli’r farvet
af den klang du har arvet.
Det er slægternes rytme
der rører dit kød,
sød musik i dit skød.
Når du husker at le,
lukker ho’det sig op
og gi’r lyset entré.
Vi begriber med latter
hvad fornuft ikke fatter.
Det er li’som et kærtegn
fra livets idé
når du vover at le.
Du er del af et os.
Der skal mere end én
til at elske og slås.
Vil du yde dit bedste
for dig selv og din næste,
må du vælge hver dag
mellem tillid og trods:
Er det mig eller os?
Fra din tå til din top
er du skabt i et stykke
der ikke går op.
Hvad du gi’r på din færden
mangedobles af verden
og la’r tro, håb og kærlighed
vokse og nå
fra din top til din tå.
Kloden har mange forskellige slags.
Alle må leve og dø.
Glæd dig du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
på en overladt stjerne-ø
Gi’ os tiden tilbag’,
og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbnes og smilene slidt.
Sådan er landet,
jeg gerne vil kalde for mit.
Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
Gi’ os glæden tilbag’,
og lad os leve af dét trylleslag:
Kroppene mange, men styrken er en.
Sådan er landet,
der står på de viseste sten.
Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun hvor der er lys.
Husk nu at solsiden klæder dig bedst!
Og i aften, så se mod vest!
Gi’ os lyset tilbag’.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.
Nu skal der danses og elskes,
hvor mørket er lyst!
Alt hvad vi kom for at give og få:
dele og elske og slås.
Blev på et år, det vi levede på,
fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.
Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbnet og sindet er frit.
Sådan er landet,
jeg gerne vil kalde for mit.